
I en tid hvor tablets, telefoner og computere hurtigt overtager både børns og voksnes opmærksomhed, bliver det vigtigere end nogensinde at finde gode alternativer til skærmtid. Hos os har det krævet lidt prøven sig frem – men vi har fundet ud af, hvad der faktisk fungerer i praksis, når skærmene skal slukkes, og samværet skal tændes.
1. Byg, byg, byg
LEGO er guld værd, især når vi udfordrer hinanden med små konkurrencer: “Hvem kan bygge det højeste tårn?” eller “Lav en bil, der kan rulle længst ned ad en rampe”. Det samme gælder for kapla-klodser og magnetbyggelegetøj. Det stimulerer kreativitet og giver ro i kroppen.
2. Ud i naturen – også selvom det regner
Vi har gjort det til en vane at forsøge og komme ud mindst én gang om dagen. En lille skovtur, en gåtur i haven eller en køretur i børnebilen i haven gør underværker. Selv regnvejr kan blive en del af legen – især med gummistøvler og vandpytter. Naturen trækker vejret ned i kroppen, og det mærkes hurtigt.
3. Køkkenet som samlingspunkt
Madlavning og bagning er ikke kun praktisk – det er også en god måde at være sammen på. Marius har et læringstårn, så han kan være med til både at hjælpe, men også snacke samtidig med vi laver mad. Samtidig har han lært at hjælpe med at tømme opvaskeren, hvilket han synes er sjovt.
4. Krea-hjørnet
Tegning, klippe-klistre, perleplader og maling har en næsten meditativ effekt – og så er det rart at have noget fysisk at vise frem bagefter.
Vi har lavet en “udstilling” på en væg i køkkenet, hvor Marius kreationer får plads. Det giver stolthed og motivation til mere.
5. “Hjælper i huset”
Involver barnet i hverdagen: at tømme vasketøj, vaske gulerødder, dække bord. Det tager lidt længere tid – men børn elsker at være “store hjælpere”.
6. Musik og dans
Sæt musik på og dans sammen. Brug rasleæg, grydelåg eller hjemmelavede trommer. Det er både motorisk træning og sjov samvær – og perfekt til regnvejrsdage.
7. Byg med puder og tæpper
Lav en hule under spisebordet eller med puder i sofaen. Når barnet selv får lov at kravle ind og ud, skaber det stor begejstring og styrker motorikken.
8. Sansespil med køkkenskuffen
Tag en stor skål og læg forskellige ting i: ris, bønner, skeer, plastikdyr. Giv barnet en grydeske og en kop – og lad dem røre, hælde, grave.
Det træner finmotorikken og giver rolig leg.
9. Skattejagt i stuen
Lav en simpel skattejagt med bamser, klodser eller papirlapper. Gem dem rundt i hjemmet og lav små hints eller billeder, der leder barnet videre. For de helt små kan du gemme ting i et rum og bare sige: “Kan du finde bamsen?”
10. Billedbøger og fortællinger
Sæt jer tæt sammen og kig i bøger. Peg, spørg og lad barnet “fortælle” med. Det styrker sproget og giver rolig kvalitetstid.
Hvad kan gøre det nemmere?
Vi har lært, at det kræver lidt forberedelse at gøre skærmfrie aktiviteter nemme at gå til.
Forslag til at gøre det nemmere:
- Et “idé-board” med små papirlapper med forslag til aktiviteter.
- Alt det kreative udstyr samlet ét sted og nemt tilgængeligt.
- Et synligt skema over ugen med plads til “familietid uden skærm”.
- Aftaler med børnene om skærmfri tid – fx en “skærmfri lørdag formiddag”.
Det handler ikke om at afskaffe skærme – men at balancere
Hos os handler det ikke om at være anti-skærm. Skærme har deres plads – til læring, underholdning og afslapning. Men vi har erfaret, at de skærmfrie stunder ofte skaber de mest mindeværdige øjeblikke. Det er her, grinene får plads, og tiden føles langsommere på den gode måde.
Små børn har ikke brug for avancerede lege – de har brug for tid, nærvær og en voksen, der engagerer sig i legen, selv i små doser. Ti minutters fokuseret leg uden skærm kan gøre en kæmpe forskel for både barnets trivsel og relationen.
Så næste gang I har brug for en pause fra skærmene, så prøv bare én ting fra listen. Du vil måske opdage, at barnet ikke er den eneste, der nyder det.